Lige nu nyder vi også sommeren ved vores lille strandhus, hvor der blev plantet mange planter her i foråret og alting nu er i fin vækst. Rosen, 'Louis Bugnet', er en meget hårdfør hvid buskrose med violetrød kant i knopperne. Blåregnen har fået godt fat og jeg tror det bliver rigtig fint, når den forhåbentlig engang danner tag i pergolaen. Vi har spist friskfanget havørred og kage 'Sofie's Hemmelighed' toppet med vores egne jordbær, der er sat som bunddække. Nu glæder vi os til at tomaterne får røde kinder!











